Gå til hovedindhold

Kortfilm med aarhusiansk co-producent konkurrerer om Guldpalmen i Cannes

Det aarhusianske animationsstudie WiredFly er co-producent på stop-motion kortfilmen 'The End', som får verdenspremiere på Cannes Film Festival i maj, hvor den er udtaget til konkurrencen om kortfilmens Guldpalme. Filmen er instrueret af svenske Niki Lindroth von Bahr og støttet af Den Vestdanske Filmpulje.

24. apr. 2026
Still fra 'The End'. Foto: Malade AB

Den animerede kortfilm 'The End', af den internationalt anerkendte instruktør Niki Lindroth von Bahr, er blandt de ti udvalgte kortfilm, der konkurrerer om Short Film Palme d'Or ved Cannes Film Festival.

Den 15 minutter lange film er en stop-motion-animation med dukker formet som dyr. Produktionen er et samarbejde mellem Sverige, Danmark og Frankrig med svenske Malade AB som hovedproducent. På dansk side har det aarhusianske animationsstudie WiredFly spillet en central rolle i tilblivelsen af filmen. Studiet har stået for omkring 10 minutter af den samlede animation, og har desuden bidraget til filmens regi og vedligeholdelse af dukkerne.

"At blive udtaget til Cannes Film Festival er noget af det største, man kan opleve i filmbranchen. Vi er i Den Vestdanske Filmpulje stolte over at have støttet filmen og været med til at understøtte vores lokale filmfolks muligheder for at være med i den absolutte verdensklasse. Det er endnu en milepæl for dansk animation," siger Jesper Kjeldsen, forperson for Den Vestdanske Filmpulje og rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune.

"Det er en stor anerkendelse for både filmen og det samarbejde, der ligger bag. Vi er meget stolte af at have bidraget til projektet, hvor den kunstneriske vision og håndværket er på højeste niveau. Det styrker vores position i internationale samarbejder og er samtidig med til at sætte Aarhus og det vestdanske animationsmiljø på verdenskortet. Det kan være med til at åbne døre for fremtidige projekter," fortæller Johan Oettinger, direktør ved WiredFly og Executive Producer på 'The End'.

Handlingen

'The End' er en mørk og poetisk fortælling om død og eksistens, der udspiller sig i en stor international lufthavn. Et fly har alvorlige problemer, men kan ikke få kontakt til kontroltårnet, hvor de ansatte er opslugt af en realityserie. En påtrængende sælger i taxfree-butikken forsøger at sælge dybt umoralske produkter. En barista i en absurd dyr smoothiebar mister forstanden. En mystisk skikkelse bevæger sig i periferien - snart klar til at tage os alle.

Stemmerne leveres af en række internationale navne som Alexander Skarsgård, Noomi Rapace, Denis Lavant, Tuva Novotny samt de svenske kunstnere/filmskabere Carl Johan De Geer og Marianne Lindberg De Geer.

Bag filmen

Niki Lindroth von Bahr er uddannet scenograf og er internationalt anerkendt som filmskaber med speciale i stop-motion-animation. Hendes film er blevet vist og prisbelønnet på festivaler som Cannes, Berlin, Toronto og Sundance. Hun har tidligere været udtaget til Cannes med sin kortfilm 'The Burden', som blev vist i Quinzaine des Réalisateurs-sektionen i 2017. Filmen opnåede efterfølgende international anerkendelse og vandt mere end 80 priser verden over.

Det aarhusianske animationsstudie WiredFly blev grundlagt i 2006 af direktør Johan Oettinger. Studiet holder til på Sydhavnen i Aarhus og specialiserer sig i stop-motion og arbejder med kortfilm, reklamefilm, spiludvikling og kunstneriske projekter.

WiredFly er blandt andet kendt for arbejdet på filmene 'Folk og røvere i Kardemomme By' (2023), 'Ragnarok' (2016), 'Walk With Me' (2013) og 'Seven Minutes in the Warsaw Ghetto' (2012). Ved siden af filmarbejdet har studiet også produceret spillet 'Out of Words', som forventes udgivet i 2027.

'The End' er produceret af Kalle Wettre for Malade AB og co-produceret af WiredFly i Danmark og Les Valseurs i Frankrig. Filmen har modtaget støtte fra Det Svenske Filminstitut, Film i Väst, Région Grand Est, Région Bretagne og Den Vestdanske Filmpulje. TV 2 har rettighederne til visning i Danmark.

Cannes Film Festival finder sted den 12.-23. maj 2026. 'The End' er udtaget til hovedkonkurrencen for kortfilm sammen med ni andre. Kortfilmens Guldpalme bliver uddelt den 23. maj 2026.