Gå til hovedindhold

'Kirstens hævn': Nyt 00’er-inspireret drama optages i Østjylland

Instruktør Lisa Jespersen er tilbage med sin anden spillefilm 'Kirstens hævn', som er skrevet sammen med Sara Isabella Jønsson og baseret på den anmelderroste forfatter Bjørn Rasmussens roman af samme navn. Med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje er optagelserne i fuld gang i Thorsager og Malling i Østjylland. Filmen har forventet premiere i vinteren 2028.

22. sep. 2026
F.v.: Marie Helweg Augustsen, Ida Skelbæk-Knudsen, Ingrid Bjerg-Raft og Elisabeth Petersen Ørnbøl. Til hest er instruktør Lisa Jespersen. Foto: Jasper Spanning

Fra instruktøren af biografsuccesen 'Hvor kragerne vender' kommer et eksplosivt, medrivende og sort-humoristisk drama om familie, venskab og et oprør, der går for vidt. I de bærende roller finder man blandt andre talenterne Ida Skelbæk-Knudsen, Marie Helweg Augustsen, Ingrid Bjerg-Raft og Elisabeth Petersen Ørnbøl samt Jakob Cedergren, Thorbjørn Hedegaard og Sidsel Siem Koch.

Filmen er baseret på Bjørn Rasmussens roman 'Kirstens hævn' fra 2024, som udspiller sig i 2002's provinsielle hesteverden - et miljø instruktøren har et nært personligt forhold til. Lisa Jespersen udtaler om filmen:

"Bjørn Rasmussens bog inspirerede mig til at dykke ned i den vilde energi, der opstår, når et ungt menneske nægter at lade sig tæmme. Målet har været at skabe en uforudsigelig biografoplevelse, en film, man kan mærke fysisk i kroppen, og som tør være punket, dramatisk og humoristisk. Hævntørsten i Kirsten og de metoder hun tager i brug i løbet af filmen, skal få publikum til at grine og gispe på kanten af sædet.

Med 'Kirstens hævn' har vi bygget en 2002-verden af hestehår, buffalo, mudder, lipgloss og læderfedt. Her lærer vi for alvor hestepigen at kende. Man skulle måske tro, at hun er en sød og stille pige. Dem, der tror det, tager fejl."

Handlingen

I 2002's provinsielle hesteverden er 14-årige Kirstens liv i perfekt harmoni. Men da den manipulerende stedfar, Steen, flytter ind, forvandles hendes hjem til en krigszone. Mens Steen strammer grebet om familien, nægter Kirsten at lade sig tæmme og kæmper imod med alt, hvad hun har. 

Støttet af sine loyale veninder, men presset til det yderste, beslutter hun sig for at slå tilbage. Hun planlægger en hævn, der er lige så voldsom, som den er igenkaldelig, og som vil ændre alt. For altid.

Venindegruppe i hænderne på fremadstormende talenter

Filmen har et kompromisløst venindefællesskab i centrum. I hovedrollen som den 14-årige hestepige Kirsten ses talentet Ida Skelbæk-Knudsen, som fik sit gennembrud som Katinka i 'Børnene fra Sølvgade' (2024). I rollerne som hendes trofaste venindegruppe ses Marie Helweg Augustsen (Hvepsen), som debuterede i en hovedrolle i den prisvindende spillefilm 'Vægtløs' (2026), Ingrid Bjerg-Raft (Karina), som har medvirket i både 'Kontra' (2024) og tv-serien 'Salsa' (2022) og Elisabeth Petersen Ørnbøl (Anita), som får sin skuespillerdebut i 'Kirstens hævn'.

Rollerne som Kirstens mor Susanne og den nye, manipulerende stedfar Steen, spilles af Sidsel Siem Koch og Jakob Cedergren. Sidsel Siem Koch har senest medvirket i 'Speak no Evil' (2022) og 'De forbandede år - Fredens pris' (2026). Jakob Cedergren har netop været aktuel tv-serien 'Uniformen' (2026), og har desuden medvirket i 'Den skyldige' (2018), 'Danefæ' (2025) og 'Mors drenge' (2025).

Holdet bag filmen

Lisa Jespersen blev uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole i 2017 med den anmelderroste afgangsfilm 'September'. Hendes spillefilmsdebut 'Hvor kragerne vender' (2021) fik en begejstret modtagelse af anmelderne og vandt tre Robertpriser, herunder en Robert for Bedste film samt Bodilprisen for Bedste film i 2022.

Lisa Jespersen har skrevet manuskript med Sara Isabella Jønsson, som også var medforfatter på manuskriptet til 'September' og 'Hvor kragerne vender'. Sara Isabella Jønsson har desuden skrevet 'Ustyrlig' (2023), 'Dark Horse' (2024) og den biografaktuelle 'Dobbeltfejl' (2026).

Jasper Spanning er filmens fotograf. Han har senest været fotograf på Venedig Film Festival-vinderen 'Kvinde ukendt' (2026) og 'Dronningen' (2019). 'Kirstens hævn' bliver produceret af producer Daniel Mühlendorph for Hyæne Film i co-produktion med svenske Grand Slam Film.

Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje og TV2 Danmark. Filmen distribueres af Nordisk Film Distribution.