Gå til hovedindhold

'Mand op': Ny stjernespækket spillefilm af Frederikke Aspöck optaget i Aarhus

Frederikke Aspöck, der senest har stået bag biografsuccesen 'De frivillige' (2019) og 'Viften' (2023), er nu klar til at præsentere sin femte spillefilm - den sorte komedie 'Mand op' med bl.a. Mikkel Boe Følsgaard, Christopher Læssø, Zaki Youssef, Anders Brink Madsen og Ulrik Windfeldt-Schmidt på rollelisten. Filmen er produceret af SF Studios og optaget i Aarhus og Ystad. 'Mand op' får biografpremiere den 11. december 2025.

08. okt. 2025
Still fra 'Mand op'. Foto: Martin Dam Kristensen

En lille gruppe mænd har fået nok! Kvinderne har fået for meget magt - de har domineret samfundet alt for længe, har overhalet mændene indenom og gjort dem ufrivilligt barnløse. Rasmus har derfor skabt den hemmelige undergrundsgruppe Mand Op, så om dagen arbejder han i en fagforening, og om natten er han og hans venner frihedskæmpere. De er på en mission for at genetablere den naturlige orden fra de gode gamle dage, hvor mænd styrede, og kvinderne fødte deres børn og ydede dem omsorg.

'Mand op' er skrevet af Lars Husum og instrueret af Frederikke Aspöck. Filmen er produceret af SF Studios ved producer Senia Dremstrup, og med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje er alle filmens danske optagelser lavet i Aarhus og omegn - filmen er derudover optaget i Ystad.

Stjernemænd i hovedrollerne

Mikkel Boe Følsgaard ('En kongelig affære', 'Kastanjemanden') spiller Rasmus - initiativtageren til undergrundsgruppen Mand Op. De øvrige medlemmer bliver spillet af Christopher Læssø ('De frivillige', 'The Square'), Zaki Youssef ('Danmarks sønner', 'Marco effekten'), Anders Brink Madsen ('De frivillige', 'Meter i sekundet') og Ulrik Windfeldt-Schmidt, der har sin spillefilmsdebut i 'Mand op'. Derudover medvirker bl.a. Sofie Torp, Lærke Winther, Amanda Collin og Jens Albinus.

Holdet bag

Instruktør Frederikke Aspöck har modtaget flere prestigefulde priser rundt om i verden. Hendes seneste spillefilm 'Viften' modtog Nordisk Råds Filmpris i 2023 for et "selvsikkert og grundigt gennemtænkt værk", mens hendes afgangsfilm fra Tisch, kortfilmen 'Happy Now' (2004), blandt andet vandt Premier Prix de la Cinéfondation i Cannes. Frederikke Aspöck er har også vundet priser og nomineringer for spillefilmene 'Labrador' (2011), 'Rosita' (2015) og 'De frivillige' (2019). Fælles for alle hendes film er en stor tillid til mennesket og en overbevisning om, at komedie og tragedie altid går hånd i hånd.

'Mand op' blevet til med støtte fra Det Danske Filminstitut, Den Vestdanske Filmpulje, og Ystad & Österlen Filmfond i samarbejde med TV 2 Danmark og i co-produktion med Film i Skåne. Filmen bliver distribueret af SF Studios.