Jyske filmtalenter har premiere på samfundsrelevante kortfilm
Nogle af de bedste talenter i den vestdanske filmbranche havde onsdag aften premiere på tre kortfilm. Filmene taler hver især ind i aktuelle samfundsproblematikker med temaer som klimaangst, mobning og omsorg i uddannelses- og sundhedssystemet. De tre hold bag filmene har realiseret deres kortfilmsideer med produktionsstøtte fra Den Vestdanske Filmpulje og Aarhus Filmværksteds årlige Kortfilm Call i 2023.

Samfundsproblematikker på biograflærredet
Der var store klapsalver i biografmørket onsdag aften, da tre hold fra talentudviklingsforløbet Kortfilm Call i 2023 havde premiere på hver deres kortfilm. De tre film er meget forskellige, men de har én ting til fælles – de har noget på hjerte.
Filmen 'Ecocide' handler om en klimaangst, der er så stor, at en gruppe aktivister er villige til at begå såkaldt ”ecocide” for at sætte fokus på klimaudfordringerne. Det har været centralt for hele holdet bag filmen at give den aktuelle klimadagsorden plads i filmmediet:
"Vi synes, det er vigtigt, at vi som kunst- og kulturskabere tør tale ind i svære emner som klimakrisen med et humanistisk og medmenneskeligt sprog. Det er vores oplevelse, at klima- og biodiversitetskrisen kan være svær at forholde sig til, men i filmen kommer det pludselig meget tæt på for hovedkarakteren Noah. Vi håber, at filmen på den måde kan være med til at skabe refleksion og debat om en af vor tids største udfordringer", fortæller filmens instruktør og manuskriptforfatter Alice Hjorth.
Filmen 'Døren i væggen' beskæftiger sig med en lige så universel problematik, nemlig mistrivsel blandt børn og unge. Tematikken bliver konkretiseret gennem 11-årige Kristine, der er udsat for mobning i skolen, og som kæmper med fraværende forældre på hjemmefronten.
"Filmen er desværre lige så aktuel, som hvis den var produceret for 30-50 år siden. Min ambition med filmen er at fortælle en historie, der tager børn alvorligt og ikke er bange for at tage tunge emner op. Forhåbentlig kan det være med til at sætte endnu større fokus på børns trivsel både i og uden for skolen", siger instruktør Stefan Kjær Olsen, som har skrevet manuskriptet sammen med Frida Marquard.
En anden del af ungdommen er også repræsenteret i de tre kortfilm. Filmen 'Mandshjerte' handler nemlig om den medicinstuderende Lukas, der på sin første nattevagt på et hospital skal overvåge en dement mand. Holdet bag filmen ønsker at undersøge, hvordan vi som samfund værdisætter omsorg og medmenneskelighed i uddannelses- og sundhedssystemet:
"Vi ønsker at fortælle, at stort set alle mennesker har potentiale til at forstå og vise empati for andre mennesker. Men den evne kan være udfordret af en uddannelse, kultur eller norm og er ligesom teori og udenadslære noget, der skal øves og dyrkes i mødet med mennesker ude i virkeligheden. 'Mandshjerte' viser, hvordan manglen på det samarbejde kan gå ud over patienten og mennesket", lyder det fra filmens instruktør Sofie Rødtnes Markussen, som har skrevet manuskriptet sammen med Line Grevang.
Støtte med fokus på talentudvikling
Formålet med Den Vestdanske Filmpulje og Aarhus Filmværksteds årlige Kortfilm Call er at bakke op om det øverste talentlag af filmfortæller i Vestdanmark og give de udvalgte hold mulighed for at afprøve nye samarbejder og ideer.
For holdet bag 'Mandshjerte' har det blandt andet betydet, at de har forsøgt at gå anderledes til manuskriptskrivningen end ellers:
"Vi valgte allerede i udviklingen af manuskriptet at inddrage de forskellige A-funktioner herunder fotograf, klipper, lyddesigner og production designer. Det har givet mulighed for at træffe nogle modige valg for filmen – blandt andet i forhold til lyddesignet. Det er helt sikkert en metode, vi vil tage videre med os i fremtidig filmskabelse. Det er en gave i udviklingen af manuskriptet at have andre filmfaglige øjne på, så man kan planlægge og tage højde for de processer, der skal foregå, efter filmen er optaget", fortæller Sofie Rødtnes Markussen.
Som en del af Kortfilm Callet får holdene produktionsstøtte, rådgivning og adgang til både udstyr og netværk. Og netop den samlede pakke fremhæver holdet fra 'Ecocide', som det vigtigste ved callet:
"Jeg er overvældet over hvor god og kompetent hjælp, vi endnu engang har fået til en kortfilm her i det vestdanske. Lige fra idéfase til fantastisk arbejde på settet og til final cut. Jeg er så glad og taknemmelig for resultatet og for de mange gode oplevelser med både nye og gamle samarbejder, og jeg føler mig godt rustet til nye projekter", siger Alice Hjorth.
Håbet med det årlige Kortfilm Call er, at holdene får det bedst mulige udgangspunkt for at træde ind i den professionelle film- og tv-branche. Og efter forløbet føler holdet bag 'Døren i væggen' sig godt klædt på til at tage det næste skridt:
"Callet har i den grad givet mig blod på tanden til at gå videre ud i filmbranchen, og jeg arbejder på både en spillefilmsversion af filmen og andre projekter. Det virker nogle gange lidt håbløst at tro på, at man kan blive en del af branchen, men callet har været fantastisk til at give mig mod på det", lyder det fra Stefan Kjær Olsen.
I alt fire kortfilm fik støtte som en del af Kortfilm Call 2023. Den sidste film 'The Other' får premiere med holdene fra Kortfilm Call 2024 i løbet af næste år.
Vi ønsker de tre færdige hold stort tillykke med deres stærke kortfilm!