Filmen er født i Viborg
Filmens instruktør, Jonas Poher Rasmussen, blev tilknyttet ANIDOX, da han først fik idéen til 'Flugt', og derfra gik udviklingen i gang – blandt andet med hjælp fra film- og animationsfolk i Viborg. Michelle Kranot, projektleder og kreativ direktør ved ANIDOX, er stolt af, at udviklingsplatformen har været startskuddet til FLUGT, og hun håber, at filmens succes baner vejen for, at der laves flere animerede dokumentarer i fremtiden:
“Vi hylder teamet bag 'Flugt' for deres hårde arbejde og dedikation, og vi er taknemmelige for støtten fra Den Vestdanske Filmpulje undervejs i projektet. Hos ANIDOX er vi stolte af at have været engageret i den tidlige udvikling af projektet, og vi håber, at andre føler sig lige så inspirerede af projektet, som vi gør. Vi tror på, at flere filmskabere, kunstnere, journalister og producere nu kommer til at overveje at arbejde med denne unikke tværfaglighed mellem animation og dokumentar, og at publikum bliver mere nysgerrige på det.”
Priserne har regnet ned over 'Flugt' ved animations- og filmfestivaler siden premieren på Sundance Filmfestival i 2021, og Oscar-nomineringerne åbner særligt for nye muligheder i den amerikanske filmbranche for de danske involverede parter.
Ikke langt fra Viborg har det Aarhus-baserede animationsstudie, Ja Film, bidraget til filmen med colorgrading samt credits og tekstgrafik, og de er glade for, at 'Flugt' er med til at bringe dansk animation i spotlightet:
“Det store fokus på 'Flugts' succes har betydet endnu mere positiv fokus på det danske animationsmiljø. Vi er selvfølgelig rigtig stolte af at have bidraget med noget til filmen, faktisk tror jeg, at rigtig mange fra den danske branche har bidraget på forskellig vis, og alle føler nok en vis stolthed over filmens succes. Det er fantastisk at se animation blive brugt så intelligent og virkningsfuldt som i 'Flugt'. Jeg tror, endnu flere er ved at få øjnene op for, at animation kan bruges til at fortælle alle slags historier til alle aldersgrupper”, fortæller Anders Berthelsen, direktør og medejer af Ja Film.
Om 'Flugt'
'Flugt' er en bevægende og nyskabende fortælling om en flygtning og hans skæbne. Filmen handler om den 36-årige “Amin”, der ankom til Danmark som et uledsaget flygtningebarn for over 20 år siden. Han er homoseksuel og skal giftes med sin partner, men hemmeligheder truer med at ødelægge det liv, han har skabt for sig selv. I filmen fortæller “Amin” for første gang om sin farefulde flugt fra Afghanistan til Danmark i en række interviews med sin gode ven, filmens instruktør, Jonas Poher Rasmussen.
Filmen er produceret af Monica Hellström, Signe Byrge Sørensen og Charlotte de la Gournerie for Final Cut for Real i samarbejde med animationsstudiet Sun Creature og i co-produktion med franske Vivement Lundi, norske Mer Film og svenske Mostfilms.
'Flugt' er støttet af blandt andet Det Danske Filminstitut, Det Svenske Filminstitut, Det Norske Filminstitut, Copenhagen Film Fund, Nordisk Film og TV Fond, DR, The Animation Workshop og Den Vestdanske Filmpulje.