Mød det lokale filmmiljø: Lars T. Therkildsen
På vores rejse rundt i filmmiljøet i Den Vestdanske Filmpuljes område har vi nu mødt instruktør og manuskriptforfatter Lars T. Therkildsen. Han er bedst kendt for at være ophavsmand til figurer som Tonni Bonde, Jacob Ditzel og Fjeder fra TV 2 Zulu-serien ‘TurboModul’ sammen med barndomsvennen Charter McCloskey. Nu er han aktuel med webserien ‘Helved’, som han både har skrevet og instrueret. Serien får premiere på Amazon Prime 20. september.

"‘Helved’ er nok noget af det mere dystre, jeg har lavet. Jeg er tiltrukket af humor, som kommer fra mørke steder. Hvor der ligger noget tragedie og smerte bag, og det gør nas. Falde-på-halen-humor uden konsekvens – det kan jeg ikke finde ud af."
Lars T. Therkildsen er 38 år, bor i Hinnerup og arbejder som manuskriptforfatter og instruktør. Han er uddannet Cand. Mag. i Nordisk Litteratur og Filosofi og startede med filmproduktion allerede under studierne. Det folkelige gennembrud kom, da han sammen med barndomsvennen fra Thy, Charter McCloskey, skabte konceptet ‘TurboModul’ og spinoffserien ‘Jacob Ditzel’ – først som en stor succes på YouTube og efterfølgende på TV 2 Zulu mellem år 2010 og 2018.
"Vores udgangspunkt var egentlig, at vi savnede noget af den sketchbaserede komik, som man fandt i blandt andet ‘Mandrilaftalen’ og ‘Drengene fra Angora’. Så vi tænkte, at vi skulle da være dem, der gjorde det. Det er jo den arrogance, der kommer, når man ikke ved noget. Ignorancens arrogance. ”Det er da nemt nok. Vi laver en dvd og sender den til DR, og så siger de ja”. Det gjorde de så ikke."
Flere i DR så dog noget i drengene, og de gav ikke op. I 2010 lagde de deres sketches op på YouTube i en tid, før platformen ellers blev brugt i forretningssammenhæng, og man kunne tjene penge på det.
"Så gik det bare bananas med de sketches. Vi havde 100.000 views om ugen, som var ret meget. Det er nok noget af det første danske komik, der er lavet til YouTube."
Succesen på YouTube blev indgangen til det mere etablerede film- og tv-miljø. Den Vestdanske Filmpulje støttede parret i at lave en dummy, som de fik solgt til TV 2 Zulu. Det blev til to sæsoner af serien ‘TurboModul’, der blev sendt i 2014 og 2016, og så var karrieren skubbet i gang.
"Det har været et klart mål og en drøm for os at gøre det til en karriere. Vi ville rigtig gerne kunne leve af det, for det er det fedeste og sjoveste. Støtten fra TV 2 og Filmpuljen blev de første blåstemplinger til komme ind i branchen. Men det er også en vej, der tager længere tid som autodidakt. Man skal nok bevise sig mere, når man ikke er et kendt hoved fra København. Folk er sådan lidt: ”Hvem er de? De har lavet noget til YouTube – hvad er nu det for noget?” Og når man så kommer ind på Filminstituttet, så skal man bevise sig igen."
Helved er de andre
Det var netop DFI, der skabte muligheden for Lars T. Therkildsens aktuelle serie, ‘Helved’, som får premiere på Amazon Prime 20. september. Serien er støttet under det særlige program ‘New Danish Webisodes’ hos NDS/DFI. For Lars blev det en mulighed for at arbejde med et bredere fiktionsformat og et større produktionsapparat.
Jeg har altid haft lyst til at arbejde med fiktion og at lave historier. Det var muligheden for at kunne komme væk fra, at humoren og det hysteriske var så meget i førersædet, at det var svært at finde en historie. Sketchkarakterer er jo ret endimensionelle, og det at skulle lave en udvikling på dem kan være svært.
Lars har både skrevet og instrueret ‘Helved’, som er optaget on location på et lille husmandssted i Østbirk ved Horsens over 23 dage i sommeren 2018 med et fuldt hold.
"Meget af det, vi har lavet før, har været mindre i omfang. Det har passet bedre at gøre det rock and roll og smallere. Det var megafedt at få lov til at arbejde på den måde. Ambitionerne var større, og det var vigtigt for mig, at den fik det rigtige udtryk, som kan formidle den klaustrofobi, man kan føle på de gårde ude på landet, og når man kommer hjem til sin hjemstavn og familien."
‘Helved’ handler om Albert på 35 spillet af Charter McCloskey. Han er fanget på den forfaldne slægtsgård i Thy, hvor familiens demente farmor (Karen Lis Ahrenkiel) stadig bor sammen med hans far spillet af Uffe Rørbæk. Vi møder dem alle til farmors 80-års fødselsdag, hvor familien er samlet med deres fælles opsparede traumer, åbne hemmeligheder og andet rod. Det viser sig, at Albert bliver fanget på denne dag i et tilsyneladende uendeligt loop, hvor han må gentage dagen igen og igen.
"Serien handler om nogle mennesker, der har problemer i livet, og som sidder fast. Vores hovedperson sidder konkret fast, fordi han er fanget i et loop, men alle de andre karakterer slås også med noget. Det er vigtigt for mig at skabe karakterer med flere facetter. Det er så nemt at lave et portræt af nogen fra ”det mørke Jylland” og gøre grin med dem og udstille dem som simple. Men min erfaring er, at der altid ligger noget bag, som forklarer, hvorfor folk er, som de er."
"Jeg har taget mit udgangspunkt i erfaringer fra min egen baggrund fra Thy. Jeg tror, at mange kan nikke genkendende til, at man tager til en familiefødselsdag, og det føles fandeme fuldstændigt som sidste år. Så kommer den samme kage på bordet, og så bliver der sagt næsten det samme. Så det føles næsten som et loop. Følelsen af at være i samme trummerum. Jeg vil gerne arbejde med, at det ikke er helt lort, men at hovedpersonen opdager noget om sig selv – at familien faktisk er rigtige mennesker og ikke bare midler til hans mål."
Fakta
Lars T. Therkildsen er født i 1981 i Thy og opvokset på Amager og gik på gymnasium i Struer.
Uddannet Cand. Mag. i Nordisk Litteratur og Filosofi fra Aarhus Universitet.
Forfatter og instruktør på serierne ‘TurboModul’ (to sæsoner) og ‘Jacob Ditzel’ (4 sæsoner) sammen med Charter McCloskey.
Aktuel som forfatter og instruktør på serien ‘Helved’ med premiere på Amazon Prime 20. september. Serien er inddelt i seks afsnit og varer sammenlagt omkring 90 minutter.
‘Helved’ er udtaget til konkurrence ved Festival SERIES MANIA i Frankrig, der er en af de førende platforme for tv-serier.
‘Helved’ er støttet af New Danish Screen.