Mød det lokale filmmiljø: Johan Oettinger
Filmatiseringen af den kendte og elskede børnebog 'Folk og røvere i Kardemomme By' får premiere den 9. februar. Det aarhusianske animationsselskab Wiredfly har med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje stået for scenografi og interiør på filmen.

Wiredfly er ét af de eneste produktionsselskaber i Danmark, der specialiserer sig konsekvent i stop motion. Virksomheden beskæftiger i dag 17 fastansatte og en række freelancere – en broget flok af animatorer, programmører, lyddesignere, forfattere, dukkemagere, m.fl.
Vi møder Wiredflys direktør Johan Oettinger i Wiredflys lokaler i Sydhavnen – 300 m2s labyrint fyldt med skærme, tegninger, figurer og en tilsyneladende uendelig mængde byggematerialer en solrig torsdag formiddag. I dag er alle samlet på kontoret, hvor de to og to skal teste spillet 'Vokabulantis' – et projekt, som Johan og Wiredfly har arbejdet på siden 2012.
Fra enspænder i Vestjylland til leder for 20 i Sydhavnen
Johan Oettinger voksede op i Vestjylland i en lille by i nærheden af Varde og Blåvand. Han tilskriver selv opvæksten dér den vilje og selvstændighed, som det har krævet at starte sin egen virksomhed – og holde fast.
“Der var ikke så mange at lege med der. Altså når man interesserede sig for maleri og dukker og computerspil og sådan noget. Så jeg var meget alene med det. Det udgangspunkt har også gjort, at jeg bare har startet alene med mit eget. Og bygget det op fra bunden. Generelt tror jeg ikke, det handler om at være den mest talentfulde eller den bedste. Det handler bare om at have størst stædighed og stamina. Og blive ved og ved og ved.”
Johan fandt sig ikke tilpas i det gængse uddannelsessystem og har da heller ingen papirer på det, han har gjort til sin levevej. Johan er typen, der bare går i gang.
Han flyttede til Aarhus, fandt et lokale og gik i gang med at lave stop motion på fuld tid. Nu viste kalenderen 2006, og Wiredfly var født. Først i lokaler under Øst for Paradis, og fra 2009 i de snørklede, hyggelige omgivelser i Sydhavnen.
Vejen til succes har ikke været helt lige, og det har krævet en særlig viljestyrke at insistere på sin kvalitet i en branche med mange om buddet.
“Jeg tror virkelige, at jeg er kommet frem på stædighed. For man får jo nej hele tiden. Og ofte får man ikke kun nej, men definitive nej. Det bliver aldrig til noget. Du skal stoppe. Der blev 'Seven Minutes in the Warsaw Ghetto' og mødet med erfarne mennesker som Ellen Riis og Richard Raskin et vendepunkt. Desuden har støtten fra vores regionale filmpulje været essentiel for firmaets vækst og udvikling.”
Den prisvindende kortfilm 'Seven Minutes in the Warsaw Ghetto' fra 2012, produceret af Ellen Riis og med manuskript af Richard Raskin, var det første professionelle projekt, Wiredfly tog del i. Det blev startskuddet til et liv som arbejdsgiver og leder for et professionelt produktionsselskab.
Nu er Wiredfly en etableret virksomhed med en lang række kort-, spille-, og reklamefilm såvel som computerspiludviklingsprojekter bag sig. Det betyder også, at Johans rolle er blevet udvidet fra at være den kreative skabende kraft bag projekterne til også at være arbejdsgiver for et stort hold.
“Jeg har ikke skabt virksomheden som sådan, for at den skal vokse og have mange ansatte. Det har aldrig interesseret mig. Men det at være leder er blevet en vigtig læringsproces for mig. Jeg ser det som en spændende opgave at støtte mine yngre medarbejdere, holde MU-samtaler og så videre. Det betyder jo også, at jeg i lange perioder, når der ikke er penge, kommer langt væk fra den kreative proces, men det er en nødvendighed.”
Fakta
Johan Oettinger er film- og spilinstruktør og indehaver af WIREDFLY.
Johan er født i 1984 i Vestjylland. Han bor i dag i Højbjerg ved Aarhus med sin kone og to børn.
Wiredfly blev etableret i 2006, og siden 2009 har de haft til huse i Sydhavnen.
Wiredfly er et stop motion-animationsstudie med speciale i animerede stop motion-kortfilm, -spil og bestilte projekter – ofte elementer til spillefilm.
'Vokabulantis' er Wiredflys største aktuelle projekt. Et computerspil, som virksomheden laver i samarbejde med bl.a. Kong Orange og forfatter Morten Søndergaard. Spillet er finansieret i udviklingsfasen af DFI, Den Vestdanske Filmpulje, EU Media og Undervisningsministeriet. Nu produceres det med en større international investering i ryggen.