
Hvis Danmark er det bedste land i verden at være kvinde i, hvad betyder det så egentlig for landets mænd? Kvinder klarer sig godt på uddannelserne, skaber sig karrierer og kan endda kræve, at mænd tager en del af barslen. Men hvor stiller det de danske mænd?
VERDENS SØDESTE MÆND er et ømt, humoristisk og kærligt gruppeportræt af en række af de bløde – og søde – mænd, der står desorienterede tilbage med et fald i status og vaklende selvværd. Gennem tre generationer af mænd – den forelskede gymnasieelev, den arbejdsløse, humanistuddannede far og den pengefattige arkitekt – med fælles base i landets næststørste by Aarhus, fortæller filmen om ikke at være den største, om at tabe på både hjemme- og udebane, og om at føle, at man står stille, mens alle andre suser forbi. En humoristisk refleksion over kønnenes nye virkelighed og vores indlærte forestillinger om, hvad det vil sige at være en “rigtig mand”.
VERDENS SØDESTE MÆND er produceret af Made in Copenhagen i co-produktion med aarhusianske GotFat Productions ved Emil Johnsen.


