Da Noah bliver erkendt skyldig i retten, tager han en skæbnesvanger beslutning og flygter. Under flugten bliver han påkørt af Ingeborg – en pige fra sin fortid. De har ikke set hinanden i flere år, og uvidende om Noahs situation giver hun ham et lift. På rejsen konfronterer de deres fortid, hvilket viser sig at være afgørende for, at de kan stoppe med at flygte – ikke kun fra deres egne kampe men også fra hinanden.
Joey Moe har instrueret kortfilmen, som han har skrevet manuskript til sammen med Julie Lundorff. Filmen er produceret af Victor H. Lorentzen, Ulrik Smidt Hansen, Liva Juul Wong Sørensen, Zenia Jeanine og Tine Mikkelsen for Zentropa Productions og Kelope Pictures under det årlige Kortfilm Call hos Den Vestdanske Filmpulje og Filmværksted Aarhus i 2024.