Skip to content

To animationsfilm, støttet af Filmpuljen, udvalgt til Cannes’ animationsdag

Animationsfilmfestivalen Annecy løber af stablen i juni, men allerede den 18. maj præsenterer festivalen en showcase med fem udvalgte film på animationsdagen under Cannes Filmfestival – og hos Den Vestdanske Filmpulje er vi stolte over at have støttet to af de fem udvalgte film.

Animationsfilmene ‘Dante’ og ‘Julián’ er blandt Annecy’s showcase med fem udvalgte film, som bliver præsenteret under Cannes Filmfestivals animationsdag den 18. maj. Annecy’s showcase er både film under udvikling og film under produktion.

Filmene er produceret af udenlandske produktionsselskaber i co-produktion med henholdsvis Nørlum fra Viborg og Sun Creature i samarbejde med Ja Film fra Aarhus, og de er blevet til med minorstøtte fra Filmpuljen. Vi er glade for, at Filmaftalen 2024-2027 gør det muligt for os at anvende statslige midler til at støtte minor co-produktioner. Det er med til at understøtte vores lokale filmfolks muligheder for at udvikle og fastholde internationale samarbejder og netværk.

Dante styrer lossepladsen og Julián vil være havfrue

‘Dante’ er baseret på Frida Nilssons bog Mig, Dante og millionerne og er en komisk mysteriefilm om Helge, der er hovedmistænkt i tyveriet af millioner. I filmen følger vi Helge gennem en snæver flugt på lossepladsen, hvor han møder den irriterende lossepladsrotte Dante.

Filmen er instrueret af Linda Hambäck og produceret af svencke Lee Film i co-produktion med norske Mikrofilm og Viborgbaserede Nørlum. Nørlum har tidligere samarbejdet med Lee Film og Mikrofilm på ‘Abestjerne’ fra 2021, og de har desuden været co-producent på store internationale animationsfilm som den Annecy-vindende ‘Calamity Jane’ og Oscar-nominerede ‘Song of the Sea’.

Den populære billedbog Julian er en havfrue er inspirationen bag animationsfilmen ‘Julián’, som følger en dreng, der ønsker at være en havfrue. Julián tilbringer en sommer fuld af opdagelser i New York City med Abuela. Det farverige kaos i Abuelas verden og hendes historier vækker noget i Julián – spørgsmål om, hvem han er, og hvem han kan blive. Juliáns rejse går fra gaderne i Brooklyn til havets dyb, mens han udforsker sin identitet, kønsudtryk og familiens skjulte arv.

‘Julián’ er instrueret af Louise Bagnall og produceret af det anerkendte animationsstudie Cartoon Saloon fra Irland. Filmen er lavet i co-produktion med selskaber fra Canada, Frankrig, England og med danske Sun Creature fra København og Ja Film fra Aarhus. Sun Creature og Ja Film har tidligere samarbejdet på andre projekter, herunder blandt andet den Oscar-vindende animation ‘Flugt’.

Vi ønsker stort tillykke til holdene bag de to film!

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.