Skip to content

Mehdi Avaz og Renée Toft Simonsen klar med efterfølger til BØRNENE FRA SØLVGADE

I BØRNENE FRA SØLVGADE TAGER KAMPEN OP kan publikum kan se frem til et gensyn med de unge stortalenter Ida Skelbæk-Knudsen, Alfred Kann, Amelia Ahmad Abdullatif og Alfred Rivera samt Anders W. Berthelsen og Jakob Fauerby. Det er igen Aarhus-holdet med instruktør Mehdi Avaz, manuskriptforfatter Renée Toft Simonsen og selskabet Rocket Road Pictures, der står bag, og filmen får biografpremiere den 9. oktober 2025.

Instruktør Mehdi Avaz behind the scenes på optagelserne til BØRNENE FRA SØLVGADE TAGER KAMPEN OP. Foto: Anne Schwartz

Med flotte anmeldelser og mere end 190.000 solgte biografbilletter i efteråret blev filmatiseringen af “Børnene fra Sølvgade” den mest succesfulde danske familiefilm i biograferne siden TERNET NINJA 2 i 2021. For nylig blev succesen også præmieret med to Robert-priser; prisen for Årets børne- og ungdomsfilm og Årets originale sang, mens den også har modtaget en Bodil-nominering for Bedste Ensemble.

I lyset af den store succes har kræfterne bag filmen derfor handlet hurtigt, og i dag kan Rocket Road Pictures og Nordisk Film Distribution præsentere efterfølgeren BØRNENE FRA SØLVGADE TAGER KAMPEN OP.

Optagelserne til filmen er netop skudt i gang, og med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje bliver størstedelen optaget i Aarhus og omegn – blandt andet i studierne i Filmby Aarhus.

Holdet bag filmen

Det er lykkedes Rocket Road Pictures at genforene de kreative kræfter fra BØRNENE FRA SØLVGADE, som sammen skal videreudvikle universet fra den første film. BØRNENE FRA SØLVGADE TAGER KAMPEN OP er skabt af manuskriptforfatter Renée Toft Simonsen, der har skrevet bogen af samme navn, og instruktør Mehdi Avaz.

Mehdi Avaz glæder sig meget til at udfolde universet til publikum:

“Jeg er utrolig overvældet og rørt over modtagelsen af den første film. Det er fantastisk at starte op på den nye produktion velvidende, at den står på ryggen af en film, som biografpublikummet allerede har taget til sig. Noget af det, der inspirerede mig allermest ved at lave den første film, var det fantastiske cast, som på alle måder farvede og gav sjæl til bøgernes elskelige karakterer. Derfor glæder jeg mig til at arbejde videre med det fabelagtige hold af børn og voksne og sammen blive klogere på alle de dejlige og finurlige karakterer i universet”, siger Mehdi Avaz.

Mehdi Avaz har tidligere instrueret prisvindende film som MENS VI LEVER (2017) og KOLLISION (2019) samt Netflix-filmene TOSCANA (2022) og A BEAUTIFUL LIFE (2023). Senere på året kommer han også med den danske Netflix-film MANGO med Josephine Park og Dar Salim i hovedrollerne.

Renée Toft Simonsen har skrevet bogen “Børnene fra Sølvgade tager kampen op”, der udkom i 2020, og har desuden udgivet en lang række af andre bøger, heriblandt den populære børnebogsserie om Karla.

Still fra BØRNENE FRA SØLVGADE TAGER KAMPEN OP. Foto: Anne Schwartz

Jul hos børnene fra Sølvgade

I BØRNENE FRA SØLVGADE TAGER KAMPEN OP er Tristan, Katinka, Kirk og Petra flyttet ind hos Nelly og Brian på Martinsvej. De er lykkelige for livet i deres nye familie og glæder sig som sindssyge til det, der skal blive den bedste juleaften i deres liv.

Men en dag banker det på. Kommunetrolden har fundet dem, og hun kommer ikke alene. Det viser sig nemlig, at mormor og morfar har opsnuset, at moderen er forsvundet, og de vil derfor have børnene med sig hjem til slottet, hvor de bor. Alle er i totalt chok. Børnene vil helst blive hos Miss Nelly og Brian, men det er umuligt at sætte sig imod loven – men børnene har en plan for, hvordan de alligevel kan komme hjem til Nelly og Brian igen.

Unge stjerneskud og erfarne kræfter på rollelisten

Med BØRNENE FRA SØLVGADE blev de finurlige karakterer fra børnebøgerne vækket til live gennem stærke skuespilpræstationer fra unge talenter såvel som erfarne skuespillere. Og i den nye film kan publikum se frem til et glædeligt gensyn med velkendte ansigter og nye bekendtskaber.

Ida Skelbæk-Knudsen vender tilbage i hovedrollen som den hurtige og snedige Katinka, med Alfred Kann som den hjertevarme storebror Tristan. Amelia Ahmad Abdullatif ses igen som den drømmende og kreative Petra, mens Alfred Rivera spiller den kloge og ambitiøse Kirk.

Børnenes nyfundne plejeforældre, farverige Miss Nelly og blikkenslager-kæresten Brian, spilles igen af Jakob Fauerby og Anders W. Berthelsen, og i andre centrale roller vender Ditte Hansen tilbage som Kommunetrolden og Kirsten Lehfeldt som Brians mor, mens Søren Pilmark, Cecilie Stenspil og Susanne Storm er nye ansigter i Sølvgade-universet.

BØRNENE FRA SØLVGADE TAGER KAMPEN OP er produceret af Rocket Road Pictures ved producer Stephanie Wiese med støtte fra Det Danske Filminstitut v/Markedsordningen, Den Vestdanske Filmpulje og TV 2. Filmen distribueres af Nordisk Film Distribution.

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.