Skip to content

Dokumentar om heksen Andrea Hejlskov i konkurrence på CPH:DOX

Dokumentarfilmen HEKS følger forfatteren og den selverklærede heks Andrea Hejlskov, der forlod samfundet for at leve isoleret i den svenske vildmark. Nu er hun tilbage, men hvordan finder man fodfæste i en verden, man engang vendte ryggen? HEKS er produceret af aarhusianske GotFat Productions, og filmen får premiere 21. marts på CPH:DOX, hvor den er i konkurrence om NORDIC:DOX Award.

Foto: Lis Dyre

I 2014 trak Andrea Hejlskov overskrifter, da hun og hendes familie forlod det moderne samfund for at bosætte sig i en svensk skov. Nu, ti år senere, er hun tilbage i byen, skilt og i skrivekrise. Dokumentaren HEKS skildrer hendes kamp for at genfinde sig selv i den verden, hun engang forlod.

Se filmens trailer.

Filmen er instrueret af den debuterende instruktør Emil Nørgaard Munk og dykker ned i heksefiguren som en historisk outsider – en kvinde, der insisterer på at gå sin egen vej. Samtidig stiller HEKS skarpt på det komplekse forhold mellem spiritualitet, kunst og psykisk sårbarhed og undersøger, hvordan samfundet møder mennesker, der lever uden for de etablerede rammer.

HEKS får premiere den 21. marts på CPH:DOX, hvor filmen er i konkurrence om NORDIC:DOX Award, og senere på året får den premiere på TV 2. Med støtte fra Den Vestdanske Filmpulje er HEKS produceret af Thor Hampus Bank og Emil Johnsen for det aarhusianske selskab GotFat Productions.

Nærværende dokumentar med stærke temaer

HEKS er en film om at navigere i gråzonen mellem spirituel erkendelse og psykiatrisk diagnose. Den rejser spørgsmål om, hvorvidt hekse stadig skræmmer i dag – og hvad vi kan lære af dem. Gennem en ærlig og rå skildring af Andreas liv sætter filmen fokus på alternative livsvalg, feminisme og den moderne længsel efter mening.

Filmen får premiere under CPH:DOX til marts, hvor den vises flere gange i København. Herefter bliver den tilgængelig via DOX:Online, og den får lokale visninger gennem DOX:Danmark samt en TV-premiere på TV 2 senere på året.

HEKS er støttet af Det Danske Filminstitut, TV 2 og Den Vestdanske Filmpulje.

Den Vestdanske Filmpulje

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!

Få beskeder om ansøgningsrunder, calls, nyheder, events og meget andet.