Gå til hovedindhold

Ansøgningsbilag

Få overblik over, hvilke bilag du skal have med i din ansøgning.

Indhold

    Ansøgningen skal indeholde projektoplysninger og bilag (afhænger af støtteformål).

    • Alle bilag skal uploades som PDF-filer.
    • Alle bilag skal navngives som anført i vejledningen nedenfor.
    • Det er en god idé at udarbejde og navngive bilagene, inden du ansøger i portalen.
    • Når vi har modtaget din ansøgning, kan du ikke længere redigere i ansøgningen.

    Du kan se i listen nedenfor hvilke dokumenter og bilag, der skal medsendes.

    De obligatoriske bilag er vist med et "U", "P" og "F" for:

    • U: Udvikling
    • P: Produktion
    • F: Festival

    Eksempel:

    Søger du støtte til udvikling, er de obligatoriske dokumenter og bilag markeret med "U".

    Dokumenter og bilag til ansøgning

    PDF skal navngives: 01 Synopsis - TITEL / 01 Idéoplæg - TITEL

    Skal give en kortfattet indføring i projektets handling eller idé.

    PDF skal navngives: 02 Treatment - TITEL / 02 Manus - TITEL / 02 Projektbeskrivelse - TITEL

    Treatment/manus/projektbeskrivelse forventes at uddybe og skitsere idéen til filmen – ved animation evt. også visuelt materiale med karakterer, baggrunde m.v.

    PDF skal navngives: 03 Projektstatus - TITEL

    Projektstatus skal som minimum indeholde en kort oversigt over hidtidige udviklingsinitiativer, hvornår projektet er startet, og om der allerede er givet støtte til den hidtidige udvikling fra anden side.

    Ved genansøgning skal det klart fremgå, hvilke dele af projektet der har udviklet sig siden sidste ansøgning. 

    PDF skal navngives: 04 Målbeskrivelse - TITEL

    Beskrivelse og mål for udviklingen skal kortfattet beskrive, hvilke konkrete aktiviteter der søges om støtte til. Desuden skal det forventede resultat af udviklingen præsenteres så konkret som muligt, gerne i punktform.

    PDF skal navngives: 05 Produktionskoncept - TITEL

    Udvikling: Her skal beskrives filmens mulige produktionelle rammer; antal optageuger, studie eller location, anslået samlet budget, samt idé til finansiering etc.

    Produktion: Her skal forklares, hvordan filmen produktionelt og praktisk skal produceres, herunder antal optage-/animationsperioder, hvilken teknik der benyttes (optage- /animations- og færdiggørelsesformat, kameraer, optikker, lys, software, m.v.). Dertil en beskrivelse af filmens produktionsdesign: Scenografi, kostumer og locations. Desuden beskrives filmens efterarbejdsproces i forhold til CGI, VFX og grafik.

    PDF skal navngives: 06 Instruktørintention - TITEL

    Instruktøren skal beskrive sin intention med filmen, det kunstneriske mål, filmens tema, præmis og æstetik samt dens forventede placering i instruktørens karriere i forhold til tidligere værker. Desuden beskrives, hvilke tanker instruktøren håber, at filmen kan vække hos publikum og evt. i medierne.

    PDF skal navngives: 07 Producerintention - TITEL

    Produceren beskriver bl.a. overvejelser om filmens mulige publikum samt positioneringsmæssige styrker og udfordringer.

    PDF skal navngives: 08 Tidsplan - TITEL

    Tidsplan for udvikling opdeles i udviklingsfaser med forskelligt fokus enten fordelt på uger og måneder eller i kalender version.

    Tidsplan for selve produktion skal angive perioder for præproduktion, produktion, postproduktion og forventet premiere fordelt enten på uger og måneder eller i kalender version.

    PDF skal navngives: 09 Skuespillerliste - TITEL

    Skuespillerlisten skal minimum indeholde navn og rolle på hovedcast med en note om, hvem der er bekræftet samt skuespillerens bopælskommune.

    PDF skal navngives: 10 Holdliste - TITEL

    Holdliste for udvikling er en liste over, hvem der har filmens kreative hovedfunktioner samt øvrige på holdet i den fase, der søges til.

    Holdliste for produktion er en liste over, hvem der har filmens kreative hovedfunktioner samt øvrige på holdet, både for produktionen, præ- og postproduktion samt angivelse af, hvem der er bekræftet.

    Benyt følgende skabelon til holdliste.

    Alternativt benyttes tilsvarende skabelon med samme obligatoriske overskrifter: Funktion, fornavn og efternavn, postnummer, by, land, bekræftet/ikke bekræftet.

    PDF skal navngives: 11 CV - TITEL

    CV for projektets nøgledeltagere forventes at indeholde en præsentation af såvel det ansøgende selskab som af projektets nøgledeltagere med angivelse af tidligere projekter samt kontaktoplysninger.

    PDF skal navngives: 12 Finansieringsplan - TITEL

    Udvikling: Finansieringsplanen skal angive alle finansieringskilder, og finansieringssummen skal være lig med budgetsummen. Hvis andre finansieringskilder, end den ansøgte støtte fra DVF, ikke er sikret på ansøgningstidspunktet, skal det tydeligt fremgå med en angivelse af, hvornår finansieringen forventes afklaret.

    Produktion: Finansieringsplanen fordelt på lande skal angive finansiering af udvikling samt alle konfirmerede, ansøgte og potentielle finansieringskilder og finansieringssummen skal være lig med budgetsummen. Hvis andre finansieringskilder end den ansøgte støtte fra DVF ikke er sikret på ansøgningstidspunktet, skal det tydeligt fremgå med en angivelse af, hvornår finansieringen forventes afklaret. Status for bekræftelse af den enkelte finansieringskilde skal tydeligt fremgå.

    Benyt følgende skabelon til finansieringsplan.

    Alternativt benyttes tilsvarende skabelon med samme obligatoriske overskrifter: Navn på finansiør, beløb, procent (af samlet finansiering), status (bekræftet/ikke bekræftet), dato status, finansieringstype.

    PDF skal navngives: 13 Budget - TITEL

    Budget for udvikling skal kun dække den ansøgte udviklingsfase. Filmpuljen anbefaler at bruge Det Danske Filminstituts budgetformular for udviklingsstøtte til det relevante formål. Teknisk udstyr (hardware, software, m.v.) budgetteres til markedspriser. Udgifter til revision skal inkluderes, hvis der søges mere end 100.000 kr. jf. Filmpuljens gældende revisionsinstruks.

    Ved budget for produktion (med underposter) anbefaler Filmpuljen at bruge Det Danske Filminstituts budgetformular til det relevante formål. Skemaet skal dateres og indeholde filmens grundforudsætninger; antal optagedage, klippeuger, animationsperiode, lydefterarbejde, samt oplysninger om optage- og slutformat. Regnskabstallet for evt. udvikling støttet af Filminstituttet og regionale filmfonde medtages som fast post og evt. udviklingsomkostninger, der ikke er støttet af Filminstituttet, samt rettighedsbetalinger m.v. forklares i noter til budgettet. Udgifter til revision skal inkluderes, hvis der ansøges om mere end 100.000 kr. jf. Filmpuljens gældende revisionsinstruks.

    PDF skal navngives: 14 Budget regional omsætning - TITEL

    Budet for omsætning i Den Vestdanske Filmpuljes område. Altså et delbudget for udgifter, der afholdes i Filmpuljens område. Her kan du se, hvilke kommuner der udgør medlemsområdet.

    Budgettet udformes som udgangspunkt, så de regionale udgifter angives som en ekstra kolonne i totalbudgettet i bilag 13.

    PDF skal navngives: 15 Forankring - TITEL

    Gør rede for projektets motivation for at søge støtte hos Den Vestdanske Filmpulje og beskriv projektets forankring i Filmpuljens område - herunder projektets evne til at fremme udviklingen af film- og mediebranchen i Filmpuljens område (f.eks. gennem historie, arbejdskraft, samarbejder og lokationer).

    Her kan ansøgningen suppleres med øvrigt materiale. Det kan eksempelvis være link til pilotoptagelser, relevant researchmateriale, fotos/grafik, udvalgte produktioner mv.

    Hvis du uploader mediefiler (billeder, video, lyd) navngives de: 16 Mediefiler - TITEL

    Hvis du uploader andet supplerende materiale (PDF) navngives de: 17 Supplerende materiale - TITEL

    Hvis du søger støtte til et innovationsprojekt i tilknytning til hovedprojektet, skal du indsende dine fire supplerende dokumenter som sidstnævnte bilag: 17 Supplerende materiale - TITEL.